Hej skønne læsere, jeg er en 29-årig Århus-kvinde med en passion for arbejdspladsens mangfoldighed – og jeg vil dele noget, der virkelig satte gang i mine tanker. En ny undersøgelse, udført af VIVE og støttet af TrygFonden, kaster lys over, hvordan vi i dag forholder os til kollegaer med forskellige udfordringer. Det viser sig, at vi er åbne for at inkludere folk med fx nedsat arbejdsevne og en anden etnisk baggrund, men oplever større usikkerhed, når det kommer til kollegaer der kæmper med psykiske lidelser.
Psykiske udfordringer: Et stadig aktuelt tabu?
Undersøgelsen afslører, at hvis du spørger folk, om psykisk sygdom i dag er mere eller mindre tabu end før, vil svaret ofte være nuanceret. I praksis er der en stigende betænkelighed, især når vi taler om ADHD, depression eller stress. Det er mærkbart, fordi debatten om psykisk sundhed i medierne, politik og i hjemmene er intensiveret – men på selve arbejdspladsen synes lidt af hesiteten at have sat ind.
Erfaring skaber forståelse
Forskningen peger også på, at dem af os, der har haft direkte erfaring med kollegaer, der lever med psykiske udfordringer, generelt udviser mindre skepsis. Det virker til, at kendskabet og den personlige relation kan nedbryde fordomme. Hvis man ikke selv har oplevet, hvordan det er at have en kollega med psykiske udfordringer, kan det føre til usikkerhed og forbehold i ansættelsessituationer – måske endda få folk til at undlade at nævne deres egne udfordringer i rekrutteringsprocessen.
Inklusion på andre fronter
Interessant nok viser undersøgelsen, at danske medarbejdere i dag er langt mere positive over for samarbejde med kollegaer med forskellig etnisk baggrund og varierende sprogfærdigheder end tidligere. Desuden er der en vedholdende optimisme omkring inkluderende tiltag over for personer med nedsat arbejdsevne. Det tyder på, at det ikke er branchens eller den enkelte arbejdsplads’ sammensætning, men snarere arbejdsmiljøet, som har betydning for, hvordan vi opfatter hinanden.
Et personligt perspektiv
Som en aktiv del af arbejdsfolkets hverdag i Århus kan jeg mærke, at ægte inklusion kræver ærlighed og forståelse. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om tolerance, men om at skabe et rum, hvor vi tør tale åbent om vores udfordringer, uden at der opstår bekymringer for vores faglige plads. Hvis vi formår at bygge bro mellem fordomme og erfaring, kan vi skabe en endnu mere rummelig og inkluderende arbejdsplads.
Jeg håber, at denne indsigt kan inspirere både ledere og medarbejdere til at reflektere over, hvordan vi bedst kan støtte hinanden – for vi er alle en del af den samme rejse, mod et mere forstående og åbent arbejdsmiljø.
